Islagkage opskrift

Med bær og nødde-marengsbunde

Islagkagen her kan varieres med den frugt du bedst kan lide eller hvad der er i sæson. Den er rigtig god hvis du vil imponere dine gæster, da den nemt kan pyntes flot og så smager den bare skønt.

islagkage

UDSTYR

Foodprocessor/minihakker, elpisker, gryde, 2 skåle, springform, lagkagefad til servering

TID

Tilberedningstid og bagning ca. 1 time. Frysning af islagkagen mindst 4 timer

ANTAL

6 – 8 pers.

Ingredienser:

—————————————
Nøddebunde:

    • 100 g hasselnødder
    • 150 g mandler
    • 5 æggehvide
    • 100 g rørsukker

Is:

    • 250 g frosne blåbær
    • 50 g frysetørrede hindbær
    • 5 æggeblommer
    • 100 g rørsukker
    • 1 stang vanilie
    • ½ liter piskefløde

Pynt:

  • Flødeskum til at smøre på siderne og evt lave dupper på toppen. Forskellige friske bær, evt. spiselige blomster og mad-sølvstøv
nem islagkage

Sådan gør du :

—————————————

Nødde-marengsbund

1. Tænd ovnen på 175°. Hak hasselnødder og mandler til groft mel i en foodprocessor. Pisk æggehviderne stive med elpisker i en ren og tør skål. Tilsæt sukkeret og pisk til det er opløst. Vend de piskede æggehvider sammen med nøddemelet.

2. Beklæd 2 bageplader med bagepapir og fordel dejen i 2 lige store lagkagebunde på hver sin bageplade. Mål gerne efter den springform som islagkagen skal samles i, så du får den korrekte størrelse.

3. Bag bundene i ovnen i ca. 25 minutter, til de er gyldne og faste. Læg de bagte bunde på en bagerist, så siden med bagepapir ligger øverst. Vent med at fjerne papiret, til bundene er kølet helt af.

Blåbær is

1. Hæld de frosne blåbær i en gryde, og bring dem i kog. Lad dem simre i 15 minutter, så væden koger lidt ind. Hæld blåbærsaucen i en skål, og stil den i køleskabet, så den kan køle helt af.

2. Pisk æggeblommer, sukker og vaniljekorn til en luftig æggesnaps med elpisker. Pisk fløden til skum i en anden og større skål og vend de frysetørrede bær og æggesnapsen i. Vend forsigtigt halvdelen af den afkølede blåbærsauce i.

Samling i springformen

1. Beklæd springformen med bagepapir.  Læg en lagkagebund i formen og fordel halvdelen af blåbæriscremen over. Hæld lidt af den resterende blåbærsauce over og rør det let rundt i iscremen, så der danner sig en hvirvel. Det ser flot ud når den skal skæres.

2. Læg den anden lagkagebund oven på og fordel resten af iscremen på den. Rør den sidste mængde blåbærsauce i som en hvirvel og dæk formen med husholdningsfilm. Stil islagkagen i fryseren i mindst 4 timer.

Servering

1. Tag islagkagen ud 10-15 minutter før den skal serveres. Smør siderne i et tyndt lag med flødeskum, men undgå at ramme den nederste bund. Pynt toppen flot op med friske bær, spiselige blomster og drys med lidt sølvstøv

 

TIPS om is!

Fryseren skal have en temperatur på -18 grader for at fryse korrekt. Der må ikke være isdannelser i fryseren og den må heller ikke være for fuld. Når du skal fryse hjemmelavet is, så dæk overfladen med bagepapir eller film, så der ikke dannes iskrystaller på overfladen. 

IS OG HYGIEJNE

Is smager bedst hvis den ikke er stenhård, men er blevet en smule blød. En is der har været tøet lidt op og så frosset igen skal spises hurtigt og må ikke fryses igen derefter. Hvis en is har været tøet helt op skal den kasseres, da den ellers er blevet til et rent paradis for bakterier. Normalt dør bakterier hvis de udsættes for en tilstrækkelig høj temperatur, men når de køles ned eller fryses, så bliver de inaktive. Så når temperaturen kommer derimellem at der er et problem.